Ølsted Høstrevy
                                    1. lørdag i september
Forside Medvirkende Billetter Menu Galleri Sponsorer Presse Historie Kontakt


Anmeldelse 20
10

Af: Frederiksværk UgebladVibeke Scheibel. 

ØLSTED: Da tæppet lørdag aften gled til side for årets høstrevy i Ølstedhallen, lod ca. 300 mennesker sig underholde af humørfyldte sange, små sketches blandet med længere, velskrevne revynumre.

Igen i år var det Jan Andersen, der havde forfattet det meste, mens han denne gang havde overladt scenen til et enkelt nyt ansigt i ølstedrevysammenhæng Anja Tinggaard – i selskab med gengangerne Tina Petersen, Lonnie Jensen, Lene Sandberg, Rikke Jørgensen, Flemming Didriksen og Lars Kirkegaard.

Muntre Abba-melodier blev afløst af f.eks. turen gennem betalingsautomaten ved Storebælt – opdelt på de to køn. Og skal vi ikke bare konstatere, at mange af os kvinder får langt mere for pengene, når vi sådan får lov at bakke frem og tilbage, vende dankortet i alle tænkelige positioner, løsne håndbremse osv. osv.?

Også i Olsen-banden var der fundet genkendelig inspiration. Yvonne blev intelligent genoplivet af Lene Sandberg, og fordi Brugsen i Ølsted var tørlagt for penge – og varer, havde Egon anbragt søde lille Børge som flaskedreng i Netto for at finde en vej til millionerne. Herlig selvironi lød bl.a. i Egons (Flemming Didriksens) bemærkning: »Med det der hippiehår vil han jo falde godt ind blandt de andre bonderøve«

Heller ikke mindre påklædte seancer blev gæsterne snydt for: Før pausen steg jubelen, da to sexede kvinder i bastskørt og muslingeskalsbher indtog de skrå brædder – muntert flankeret af plastikpalmer, der »diskret« dumpede ned fra oven. Og efter pausen tog en blondine iført ingenting – kostume venligst udlånt af Cirkusrevyen – sig en vaskeægte cowboydans.

Inden aftenen udviklede sig til en fest, besøgte både Dronning Margrethe og missionæren Adam heldigt nok også Ølstedhallen. Adam fortalte om et besøg hos Hells Angels, hvor han har blevet upopulær, da han havde brugt noget underligt hvidt mel til at bage med, og tidligere i høstrevyen havde sætningerne »Danmark vis nu hvad du kan« og »Stoffer er noget lort« klinget til eftertanke flankeret af Shubidua-melodien »Danmark«.

Sjov og ballade mixet med indslag med bid i er en velsmagende cocktail – ved 25. års jubilæet næste år kan man måske se frem til et lille nummer om Bandidos?

Næste år spiller høstrevyen i Ølsted lørdag den 3. september – for 25. gang.